Vær opmærksom på, at PrimaLight er udgået. Er du privat forbruger - læs mere her. Er du forhandler - læs mere her.

Sådan bruger du flaskegas

For din sikkerheds skyld

Flaskegas er nemt og sikkert at bruge, men skal behandles med omtanke. Læs her, hvordan du skal håndtere din gasflaske, og hvad du skal være opmærksom på. Så er du sikker med gas.

Tips

Hvis uheldet er ude

Hvis du konstaterer en utæthed, oplever mistænkelig gaslugt eller føler dig utilpas, så luk straks for gassen. Sørg for god udluftning og brug ikke åben ild eller stikkontakter.  Ved alvorlig gaslækage eller brand ring 112. Prøv ikke selv at slukke ilden og sørg for at få alle væk.

Sikkerhed

Sikker håndtering af flaskegas

Flaskegas er nemt og sikkert at bruge, men skal behandles med omtanke. Læs her hvordan du skal håndtere din gasflaske, og hvad du skal være opmærksom på.

Gasflasker skal altid opbevares og transporteres oprejst for at undgå at der siver gas ud. Når du transporterer en gasflaske, skal den desuden være fastgjort. Det kan du gøre ved at spænde den fast med elastikker eller seler. Hvis du transporterer gasflasken i en personbil, kan du sætte den mellem forsæde og bagsæde, så den står fast. 
  • Du må højst opbevare 40 kg gas i hjemmet, og ingen gasflaske må være større end 11 kg.
  • Hvis du opbevarer gas indenfor, skal der være mindst en dør eller et vindue, der kan åbnes til det fri.
  • Flaskegas er tungere end luft og må IKKE opbevares i en kælder eller tæt på en rist eller et afløb.
  • Gasflasker er meget holdbare, så du kan sagtens opbevare dem udendørs i både sol, regn og sne.

Og så lidt flere detaljer om antal:

  • Til hvert gasforbrugende apparat (f.eks. komfur, varmeovn eller pejs) må der være 1 flaske i brug, samt 1 flaske i reserve i boligen – dog højst 3 flasker i alt pr. bolig.
  • Ved 1 gasforbrugende apparat i boligen, må der være 1 flaske tilsluttet apparatet samt 1 reserveflaske.
  • Ved 2 gasforbrugende apparater i boligen må der være 1 flaske tilsluttet hvert apparatet samt 1 fælles reserveflaske.
  • Ved 3 gasforbrugende apparater i boligen må der være 1 flaske tilsluttet hvert apparatet. I denne situation må der ikke være en reserveflaske i boligen.

NB! Man skelner ikke mellem flaskernes størrelser i ovenstående – dvs. én flaske (uanset kg) tæller som én flaske.

Gør følgende, hvis du opdager en utæthed, en mistænkelig gaslugt eller føler dig utilpas:

  1. Få folk i sikkerhed til et område, hvor du ikke kan lugte gassen.
  2. Luk for gasflasken og tag regulatoren af.
  3. Sørg for god udluftning.

Husk også, at du aldrig må bruge åben ild eller el-kontakter ved mistanke om gaslækage

Ved alvorlig gaslækage eller brand - ring 112. Prøv ikke selv at slukke ilden og sørg for at få alle væk.

Brug kun godkendt udstyr, som er DG- eller CE-mærket, og læs vejledningen inden du tager udstyret i brug.

Ved at købe dit udstyr i Danmark, er du sikker på, at udstyret passer sammen med den flaskegas, vi bruger i Danmark.

 

Regulator
En regulator har en begrænset levetid. Hvor længe den holder kan være forskelligt fra type til type, og hvor ofte den bruges har selvfølgelig også betydning. Som hovedregel bør du udskifte din regulator cirka hvert femte år.

Du kan forlænge levetiden på din regulator ved at:

  • afmontere den, når den ikke er i brug. 
  • beskytte den mod vind og vejr.
  • undgå at tabe/smide regulatoren på jorden, men i stedet lægge den forsigtigt ned.

Slanger
Gasslangen skal være ubeskadiget og uden revner – udskift slangen ved den mindste tvivl.

  • Tjek gasslangen hver gang du skifter gasflaske og mindst én gang om året.
  • Hvis slangen er mørnet og har sprækker, skal den skiftes. Anvend en lækagespray eller sæbevand for at tjekke for utætheder.
  • Udskift slangerne minimum hvert tredje år.
 

Skal du have en ny fast gasinstallation f.eks. et gaskomfur, skal du kontakte en autoriseret VVS-installatør. Du må ikke selv etablere nye flaskegasinstallationer.

Hvis du konstaterer en fejl på installationen, skal du også kontakte en autoriseret VVS-installatør. Du må aldrig selv forsøge at reparere eller udbedre fejl.

 

De senere år har der været en stigning i tyveri af flasker fra byggemarkeder, tankstationer mv. Det vurderes, at der hvert år bliver stjålet for op imod 2,5 mio. kr.

Sammen med politiet advarer vi mod at købe stjålne flasker. Det er ulovligt både at sælge og købe hælervarer. Det er dog tilladt for private at sælge og købe enkelte lovlige flasker f.eks. på Den Blå Avis eller Facebook.
Vær særlig opmærksom på annoncører med mange flasker til salg f.eks. fordelt på flere annoncer – også for sikkerhedens skyld. Opbevaring af mange gasflasker kræver nemlig særlig tilladelse fra det lokale beredskab. Private må højst opbevare 40 kg gas, hvor hver flaske højst må veje 11 kg.

Vi ved, det kan være svært at vurdere, om der er tale om hælervarer. Politiet giver her 7 gode råd, hvis du køber gasflasker over nettet:

  1. Gasflasker sælges meget billigt – f.eks. under halv pris i forhold til detailpriser
  2. Flaskerne er ubrugte og plomberede
  3. Annoncen bærer præg af, at der kan købes mange flasker
  4. Sælgeren har flere salgsannoncer, hvor gasflasker sælges i små partier
  5. Afhentningsstedet virker mistænkeligt
  6. Sælgeren ikke er NemID-verificeret
  7. Sælgeren vil ikke oplyse, hvor gasflaskerne stammer fra

Find en forhandler nær dig

Sikker brug af gasgrill

Søren Lyng fra Grilltips.dk viser, hvordan du gør grillen klar til sommertid og udeliv.